Kan selv, vil selv!
Kan selv, vil selv!!!!
Kender I det? Jeg kan selv, og jeg vil selv!
Sådan en type har jeg altid været, en rigtig ”kan selv, vil selv”-type af den ultra-stædige slags.
Og jeg kunne selv alt det, jeg ville – den gang, for mange år siden, før jeg blev syg. Alt blev gjort i hånden og fra bunden. Jeg ejede ikke en håndmikser, for jeg kunne og ville selvfølgelig piske både flødeskum og æggehvider med et piskeris. Og jeg bildte mig selv ind, at det blev bedre, når det blev håndpisket. Jeg er endda så heldig, at jeg har svært ved at kende forskel på højre og venstre, og det betyder, at jeg kan gøre mange ting med begge hænder, f.eks. piske, så når den ene hånd og arm blev træt og øm, så skiftede jeg da bare til den anden og piskede videre. Så hvad skulle jeg med en håndmikser? Eller en elektrisk røremaskine? Eller en blender? En foodprocessor? Nej, vel?
Nu er jeg blevet syg, ramt på muskelstyrke, kræfter og energi. Men jeg er stadig en lige så irriterende ”kan selv, vil selv”-type som før. Og eftersom jeg har valgt at leve plantebaseret, så skal stort set alt laves fra bunden, så jeg ved, hvad der er i, og så jeg kan undgå alle de E-numre og tilsætningsstoffer, som ofte er i fabriksfremstillede og industriforarbejdede produkter, og som jeg ikke vil byde min medtagede krop. Men jeg har ikke længere kræfter og energi til at håndpiske, ælte, røre, snitte og rive – så hvad gør vi så, lille du?
Jeg har efterhånden erkendt mine svagheder og fået elektriske køkkenhjælpere, trofaste kammerater med store muskler og mange kræfter. Mit køkken ligner snart en mindre prøvestation for de vildeste gadgets indenfor kokkefaget! Røremaskine med blender, stavblender med minihakker, håndmikser og -pisker, min uundværlige kaffekværn, som IKKE bruges til kaffe men til frø og nødder, samt vores helt fantastiske kornmølle med valse til gryn (for ikke at tale om min mands kaffekværn og kaffemaskine, som jeg går i en stor bue udenom, for jeg har endnu ikke lært at drikke kaffe).
For nylig gik min 3. foodprocessor i stykker – min første holdt i rigtig mange år, den var vist fra en tid, hvor man lavede bedre maskiner end nu, de 2 sidste levede ikke helt op til mine forventninger. I erkendelse af, at jeg nu bruger foodprocessor endnu mere end før og til endnu mere krævende opgaver, besluttede jeg mig for, at denne gang skulle jeg have en af markedets mest kraftfulde maskiner som en stor og stærk hjælper til så mange opgaver som muligt. En maskine, som scorede højt på de for mig vigtige parametre i bedst i test – let at betjene, let at rengøre, støjsvag og kraftfuld.
Min nye maskine er nu pakket ud – og oh, hvilket monster til mit ret lille køkken! Der måtte lige en gentænkning og en om-rokering til, før monster-processoren kunne få plads. I går aftens blev den afprøvet – der blev revet gulerødder til aftenens salat, samt til de næste par dage, rivejernet blev skiftet til et lidt grovere et af slagsen, og så blev der revet æbler til salaten, derefter blev det fine snittejern monteret og vupti, så var kålen snittet meget finere, end jeg kunne have gjort det i hånd, meget hurtigere og uden brug af mine så kostbare kræfter. Salat på ingen tid, men det sluttede ikke der, for nu, mens det hele var fremme og skulle afprøves, så skule også den mindre skål (ja, der er hele 3 skåle til det nye vidunder) med sin lille kniv have lov til at vise, hvad den kunne - den blev fyldt med basilikumblade, spinat, citron- og limesaft, kværnede mandler, lidt olivenolie og en sjat vand, og wrummm, så var der pesto, som efter en tilsmagning med lidt salt og peber var klar til servering. Velkommen til min nye køkkenhjælper!
Og som om det ikke var nok med en monster-processor, så blev det også til en elektrisk spiralizer, som jeg så til et super godt tilbud. Vi holder meget af grøntsags-spaghetti, en god måde at øge det vigtige indtag af grøntsager på, og jeg havde allerede en håndholdt spiralizer, men mine kræfter kan kun med nød og næppe klare at lave en blød squash til squashetti – de hårde gulerødder har jeg helt opgivet. Så nu, hvor vi ikke længere har hjemmeboende børn, som kan få opgaven at lave grøntsager om til spaghetti, må jeg have bedre hjælp. Det har jeg så hjembragt i dag, og jeg glæder mig til at afprøve den.
Jeg vil selv, og jeg kan selv – hvis bare jeg kan få den rette hjælp. Det har ikke været let at erkende, at der skal hjælp til, men jeg er glad for at være kommet så langt, at jeg nu stadig føler, at jeg kan selv – jeg har bare fundet de rette hjælpere (og det kunne være sjovt en dag at regne ud, hvor mange hestekræfter, der egentlig er i mit køkken 
).
Glade køkkenhilsener
fra
Merete.
